Battlecode: 1000 teams deltog, Julian Zimmert blev nr. 5 – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2017 > Battlecode: 1000 teams...

14. februar 2017

Battlecode: 1000 teams deltog, Julian Zimmert blev nr. 5

Battlecode

DIKUs nye ph.d.-studerende Julian Zimmert deltog i årets Battlecode konkurrence arrangeret af Massachusetts Institute of Technology (MIT). 1000 teams stillede op til konkurrencen, og Julian vandt sammen med resten af sit team en flot 5. plads.

Sammen med 3 andre deltagere stillede Julian Zimmert op i Battlecode 2017. Efter en måneds hårdt arbejde i januar, hvor den indledende del af konkurrencen afholdes, blev Julian og co. inviteret til den endelige finale den 4. februar i Kresge Auditorium på MIT som ét af de 16 finalenteams. Finalen var en turnering foran et publikum, hvor alle teams hærer skulle kæmpe mod hinanden. Ved finalens afslutning kom Julian og hans hold hjem med en flot 5. plads.

Julian Zimmert (nr. 2 fra venstre) og hans team uden for Kresge Auditorium, MIT

Hvad er Battlecode?

Battlecode er en konkurrence arrangeret af MIT, som i år blev afholdt for 17. år i træk. Det er en konkurrence fyldt med udfordringer, hvor det gælder om at kombinere kampstrategi, softwareudvikling og kunstig intelligens.

Battlecode er et strategispil, der går ud på at to hold kæmper imod hinanden i en bane. Hver enkel person i spillet holder et våben og skal slå modstandere ihjel, og et hold har først vundet, når der ikke er nogen overlevende tilbage på modstanderholdet.

For deltagerne handler det om at skrive kode som strategisk styrer robothæren, samt sørge for at hæren arbejder sammen for at besejre modstanderholdet.

Battlecode er både for begyndere og erfarne programmører. Det eneste krav for at deltage er, at man kan programmere. Det resulterede i 1000 indskrevne teams fra flere forskellige lande.